lørdag den 19. oktober 2013

LG G2 QuickWindow case - første indtryk.

Jeg har tidligere i dag modtaget et styk LG QuickWindow case i sort til min LG G2.


QuickWindow case formindsker den aktive del af skærmen fra 5,2" til 2" når coveret er lukket. Dermed mindskes batteriforbruget markant, hvis man f.eks. bare skal se om man har modtaget en mail, se hvad klokken er, eller skifte sang mens man hører musik.


QuickWindow casen fås i mange forskellige farver, bl.a. sort som jeg har modtaget. Coveret har en hård plast bagside, der minder meget telefonens bagside. Bagsiden har samme tekstur som telefonen, og gør dermed ikke det umiddelbare indtryk af telefonen specielt anderledes end uden coveret. Farven er en anelse mere grålig end telefonen, hvilket ikke gør mig noget.




Coveret beskytter både bagsiden og forsiden mod skrammer og ridser, dog er de 2" af skærmen der er aktiv når man benytter QuickWindow case ikke beskyttet af ekstra plastik. Der er hul i coveret, og ikke ekstra plastik i de 2" der er blottet. Skærmen er dog ikke helt ude ved kanten af coveret, så de 2", der ikke er beskyttet af forsiden, er stadigt marginalt bedre beskyttet end uden coveret.

    • Det skal nævnes at G2 har Corning Gorilla Glass 3 på forsiden af telefonen, så det burde ikke være nødvendigt at benytte et cover, eller skærmbeskyttelse på telefonen. Personligt har jeg kun anskaffet mig QuickWindow case grundet de forskellige funktioner coveret tilbyder, og den mindre batteriforbrug coveret, forhåbentligt, resulterer i.


Det smarte ved QuickWindow case er de funktioner der er tilgængelige, uden at man skal åbne coveret. Det er muligt at besvare opkald, se klokken, afbryde alarmen eller skifte nummer mens man hører musik.

Derudover kan man også se hvor mange beskeder og ubesvarede opkald man har.


Coveret har dog en ulempe, der er ret betydelig for mig. Jeg er venstrehåndet, og bruger primært min G2 med venstre hånd. Det vil sige at jeg skal folde coveret hele vejen om på bagsiden af telefonen, for at benytte den, og ligeledes folde den hele vejen tilbage, når jeg er færdig. Det lyder som en meget lille ting at gøre, men det er ret besværligt at folde coveret tilbage, så det sidder i udgangspositionen, når man kun bruger venstre hånd. Ydermere kan jeg ikke blot folde coveret til siden og bruge telefonen, med coveret hængene ud til siden, hvilket højrehåndede kan.

Jeg har tænkt mig at bruge coveret i endnu et par dage, for at se om det er en vane sag, eller om jeg må konkludere at coveret er en super god ting - til højrehåndede.



Ingen kommentarer: