torsdag den 18. september 2014

Asus tf701t - En premium tablet med skønhedsfejl.

I modsætning til mine tidligere anmeldelser har jeg i dette tilfælde valgt at samle alle mine indtryk om Asus TF701 i ét indlæg. Jeg har dog stadigt ikke tænkt mig at lave en klassisk anmeldelse hvor jeg kun giver mine overordnede indtryk af enheden. I stedet kommer her et længere indlæg, hvor jeg både kommer med mine overordnede betragtninger omkring tabletten og dens performence, men samtidigt ser jeg også specifikt på menu-layout, opbygningen af rullegardinet specifikt osv.
Som altid er i velkomne til at stille spørgsmål, både her og på min Youtube Kanal.


Asus' vej til TF701

Asus sendte i 2007 Asus Eee pc 701 på markedet, det var den første netbook, i en bølge af billige netbooks. Netbooks var hæmmet af langsomme Intel Atom processorer, men var populære, da de var billige og lette at tage med sig. Apples introduktion af Ipad'en, og Androids fremkost gjorde at Netbooks så småt blev mindre og mindre relevante for mange mennesker. Derfor var det en naturlig udvikling at Asus som den første producent lancerede en Android Netbook afløser i starten af 2011 - Asus Eee Pad transformer tf101. tf101 er en 2 i 1 hybrid, bestående af en Android tablet, og en docking station. Sidenhen har Asus forbedret deres Android hybrider løbende, og har foruden de gængse 2 i 1 enheder også lavet diverse andre hybrider. F.eks. en 3 i 1 telefon hybrid-linje bestående af mobil, tablet og docking station - Asus Padfone. Jeg har tidligere anmeldt Padfone 2 her, her og her.
Efter Intels introduktion af de forbedrede Atom processorer (BayTrail)  lancerede Asus for nyligt en ny linje af billige 2 i 1 hybrider, med Windows 8 som styresystem - Asus TransformerBook. Jeg har allerede set på Asus Transformer Book T100TA, som i kan læse mere om, i Asus sektion af bloggen, her.

Som i kan se er der mange forskellige muligheder for at vælge netop dén type enhed der passer ens behov. Det er godt at have i baghovedet, mens jeg ser nærmere på tf701t, da det kommer an på hvilket primære brugsmønster man har, når man skal tage stilling til hvilken tablet, hybrid, netbook eller ultrabook man skal vælge. Der er nemlig ikke én enhed på markedet i dag der opfylder alle behov - I hvert fald ikke alle mine behov, men mere om det senere.

Asus TF701T design. 

Asus TF701t ligner til forveksling dens forgænger, Asus transformer prime TF201. Begge er lavet i metal, med et cirkelformet mønster, der går ud fra midten af tablettens Asus logo. Dog er der én meget væsentlig forskel. Asus Transformer Prime TF201 havde en fuld metal bagside, hvilket medførte en forfærdelig dårlig wifi forbindelse, og langsommelig, til tider ubrugelig, GPS. Det lærte Asus heldigvis af, og i lighed med de efterfølgende Aluminiums tablets fra Asus har TF701 en relativt tynd gummistribe øverst på tablettens bagside, der sikrer optimal trådløs forbindelse. 

Forsiden at tabletten ligner de andre Asus tablets med en glasforside og relativt brede kanter hele vejen rundt langs skærmen, hvilket gør at du kan hvile tommeltotten på skærmen, uden at komme til at trykke på skærmen. 

Docken er lavet af plastik, der imiterer det metal tablet delen er lavet af, derudover ligner den også de tidligere docking stations til Asus 2 i 1 enheder, som det ses på billederne. 







Specifikationer: Lånt fra GSM Arena

Tablet delen

Docken
Dimensioner263 x 180.8 x 8.9 mm
Vægt585 g
Dimensioner
Vægt
263 x 180.8 x 7 mm
570g
DISPLAYTypeSuper IPS+ LCD, capacitive touchscreen, 16M colors
Størrelse2560 x 1600 pixels, 10.1 inches (~299 ppi pixel density)
MultitouchYes, up to 10 fingers
ProtectionCorning Gorilla Glass 2
SOUND
LoudspeakerYes
3.5mm jackYes


HukommelseCard slotmicroSD, up to 64 GB
Internal32/64 GB, 2 GB RAM
DATA

WLANWi-Fi 802.11 a/b/g/n, dual-band, Wi-Fi Direct
Bluetoothv3.0, A2DP, EDR
USBmicroUSB v2.0
KAMERAPrimært5 MP, 2592 х 1944 pixels, autofocus, check quality
FeaturesGeo-tagging, touch focus, HDR
Video1080p@30fps, check quality
Sekundært1.2 MP, 720p
FEATURESOSAndroid OS, v4.2 (Jelly Bean) (Opgraderbart til 4.4 KitKat)
ChipsetNvidia Tegra 4 T40X
CPUQuad-core 1.9 GHz Cortex-A15
GPUULP GeForce
SensorsAccelerometer, gyro, compass
MessagingEmail, Push Email, IM
BrowserHTML5
RadioNo
GPSYes, with A-GPS
JavaYes, via Java MIDP emulator
ColorsAluminium/sølv
- SNS integration
- HDMI port
- MP3/WAV/WMA/AAC player
- MP4/H.264/H.263 player
- Document viewer
- Photo viewer/editor
- Organizer
- Predictive text input
BATTERYNon-removable Li-Po battery (31 Wh)


Unboxing og video anmeldelse

Asus var så venlige at lade mig låne tabletten i over tre måneder. Det har medført at jeg har haft mulighed for at teste TF701 meget grundigt. Faktisk havde jeg enheden så lang tid at der nåede at komme en opgradering fra JellyBean til Kitkat. Derfor har jeg lavet to videoer, i den første video laver jeg en "unboxing" (enheden var ikke ny da jeg modtog den, så det er ikke en reel unboxing video), gennemgår specifikationer, og ser på hvordan TF701 kører. 

Jeg var meget negativ stemt overfor JellyBean udgaven af tabletten, primært grundet den utroligt dårlige oplevelse jeg havde med standard browseren. Jeg tester primært de forskellige produkter ud fra hvordan normale forbrugere benytter dem. Altså som udgangspunkt hvordan de fungerer fra fabrikken, derfor lagde jeg også meget vægt på hvor dårligt standard browseren var, på trods af at Google Chrome fungerede OK. 

I min anden video anmelder jeg TF701 med KitKat, her er stock browseren blevet væsentligt bedre, sammenholdt med JellyBean udgaven, dog foretrækker jeg personligt stadigt chrome. 

I begge videoer kan man tydeligt se at jeg har lagt meget vægt på netbook delen af TF701, da den bliver solgt som en samlet pakke, og jeg går ud fra at jer der er interesserede i Transformer Book linjen er interesserede i den grundet muligheden for at koble docken til tabletten, så man har en lille netbook.

TF701T anmeldelse (Android 4.4 KitKat)

Android KitKat - Asus TF701, ydelse, tilpasninger og bruger oplevelsen. 


Som skrevet overfor forbedrede KitKat oplevelsen af browseren. Det er dog langt fra den eneste forskel der er fra JellyBean udgaven af tabletten til KitKat udgaven. Heldigvis synes jeg næsten alle de ændringer der er foretaget af Asus er til det bedre! 

Asus har valgt at lave små, men brugbare, tilpasninger og tilføjelser til Android, i forhold til Google's Standard Android KitKat. Det bevirker at hvis man er tilhænger af Googles rene Android oplevelse vil man ikke være så irriteret over Asus Android Skin, som f.eks. Samsungs TouchWiz UI, da der er færre tilpasninger af Android. 

Android kører nogenlunde flydende, dog er tf701 desværre ikke helt lag fri, og der er som tidligere nævnt stadigt problemer med stock browseren. Diverse spil kører dog flydende, og loader hurtigt, menuerne er oftest lag fri, men der er dog lag fra tid til anden. Jeg oplever dog ikke at enheden konsekvent lagger, men hvis man har spillet et grafiktungt spil, og tf701 er blevet varm er jeg ret sikker på at cpu'n bliver begrænset, da tf701 efterfølgende kan lagge i en kort periode, når man navigerer de forskellige menuer, eller browser på nettet. 

Rullegardinet, og Asus applikationer. 

Asus redesignede i forbindelse med opdateringen rullegardinet, så der i stedet for at være en overordnet menu, med quick-toggles øverst, indstilling a baggrundsbelysningen derunder, og notifikationer neders i rullegardinet, i stedet er tre seperate menuer nu. Som standard viser rullegardinet dine notifikationer, og giver dig mulighed for at indstille baggrundsbelysningen. Som en del af rullegardinet er det også muligt at skifte til en oversigt over diverse quick-toggles. Dette giver et noget bedre overblik end det gamle rullegardin, og det er let at finde den indtilling man vil ændre. 









Asus Applikationer.

Asus har i lighed med tidligere enheder installeret deres egne applikationer på tabletten fra fabrikken af. Heldigvis er det begrænset hvor mange applikationer der kommer præinstallerede på enheden, og de applikationer der er præinstallerede er, efter min mening, brugbare applikationer, og ikke blot bloatware, fra eksterne samarbejdspartnere. 

Asus har efter opdateringen til KitKat samlet de Asus fremstillede Applikationer der er præinstalleret på enheden i en mappe på den statiske række nederst på skærmen, så man kan tilgå applikationerne fra elle startskærme. 
Ligeledes har Asus fulgt Google's guidelines og har samlet alle Google Applikationer i en mappe, de ligeledes har placeret på den statiske række, så disse også kan tilgås fra alle startskærme. 

Det giver et fint overblik over applikationerne, og hvis man ikke bruger applikationerne kan man, heldigvis, selv fjerne applikationerne fra startskærmen, eller helt slette dem. Dog kan man kun deaktiverer Google Plus, Youtube osv. Da man ikke kan slette dem helt. 

Splendid er en Asus applikation som andre producenter godt kunne lære noget af. Med Splendid har man som bruger mulighed for selv at vælge hvor varm/kold farvemætningen i skærmen skal være. Normalt skal man roote sit produkt for at have denne mulighed gennem 3. parts programmer. 
Personligt er jeg tilfreds med eksponeringen af farverne "out of the box", men der er mange forskellige præferencer. Nogle er helt vilde med varme farver, andre vil gerne have mere naturlige farver, mens nogle foretrækker kolde/blå nuancer. Med Splendid har man til en vis grad selv indflydelse på dette. 

Benchmarks.

Normalt bruger jeg ikke benchmarks i mine indlæg da mange producenter har kodet deres enheder til at genkende benchmark applikationerne, og tilsidesætte diverse begrænsninger i ydeevne, når disse aplikationer er aktive.

Alligevel vælger jeg at poste et par screenshots her, da jeg tidligere i indlægget brokkede mig over stock browseren, og hvor dårlig den var i JellyBean versionen, og hvor relativ irriterende den stadigt kan være. Derfor giver jeg jer benchmark tallene, så i selv kan vurdere og sammenligne med de enheder i har nu, og så i kan se om i finder det tilfredsstillende. 

Som tidligere skrevet er det primært stock browseren der har været et problem, mens tf701t har klaret alle de spil jeg har smidt efter den uden problemer, så jeg er overbevidst om at det er dårlig browser optimering der er roden til problemet, og ikke tf701's hardware. 




Batteritid.

Noget helt centralt i min video anmeldelse, som også er centralt her er batteritiden. 
Batteritiden for tf701 er samlet set meget mindre end forventet. Når de to enheder er sammenkoblet får jeg i gennemsnit 12 timers batteri tid. Derudover er der et utroligt stort batteri forbrug i standby, når docken og tabletten er koblet sammen. 
Tabletten og docken kan samlet set ikke holde strøm i mere end omtrent tre dage før den er løbet tør for strøm. Det er under al kritik, og lever slet ikke op til hverken tidligere Asus enheder jeg har prøvet, eller konkurrende enheder. 

Jeg er dog efterhånden blevet overbevidst om at det er en løs forbindelse mellem tablet og dock der er skyld i den dårlige batteritid. Den anden dag begyndte tabletten pludseligt at afspille en film jeg havde stoppet ved at lukke enheden sammen. Så jeg har en formodning om at tablet delen bliver "vækket" fra tid til anden, mens den ligger i stand by. 
Denne formodning understøttes af at tablet delen i sig selv holder udemærket strøm, når den ikke er sat sammen med docken. 

Når jeg bruger tablet delen alene får jeg mellem otte og ni timers aktiv brug ud af tabletten. 

Asus har i lighed med flere andre producenter gjort det muligt at vælge forskellige strømspare profiler, så man kan optimere batteriforbruget, virkningen af disse profiler vil jeg dog ikke udtale mig om, da jeg ikke har været opmærksom nok på den mulige effekt til at ville udtale mig om det.

TF701T som Netbook

En stor del af det der tiltaler mig personligt ved 2 i 1 hybrider er det faktum at det er muligt at omdanne tabletten til en lille bærber/netbook, så det er muligt at arbejde fly og tog, hvor jeg ikke har lyst til at slæbe en normal 13" Ultrabook med mig. 
Jeg må dog konstaterer at tf701 ikke er så god en netbook som jeg forventede. Jeg var meget positivt overrasket over Asus' T100T som jeg tidligere har anmeldt. Til trods for det kompakte keyboard som i sagen natur hører til den lille form faktor var der en nogenlunde feedback fra T100's tastatur, og jeg kunne uden alt for meget besvær besvare diverse mails, og skrive noter på netbooken osv. Dog var den meget agressive standby funktion på T100's trackpad utroligt frustrerende, og gjorde T100 oplevelsen dårligere end den burde være. 

Grundet den meget korte tid trackpaden var aktiv, før den gik i standby funktion, på t100 var jeg meget skeptisk omkring trackpaden på tf701, inden jeg modtog den. Heldigvis blev jeg positivt overrasket. Trackpaden reagerer relativt hurtigt og præcist, omend klik funktionen ikke er optimal på den. 
Tilgengæld er jeg skuffet over kvaliteten på keyboardet. Ofte registreres mine tryk ikke, og der er ikke særlig good feedback, når man trykker på tastaturet. Jeg har forsøgt at bruge netbook delen så ofte som muligt, men er ofte blevet irriteret over oplevelsen, og har i stedet fundet min pc frem, når der skulle skrives halvlange emails. 
Taget i betragtning at det er en 10,1" enhed er tastaturet hvad man kan forvente, men jeg var utroligt positivt overrasket over t100's tastatur, så jeg sidder alligevel tilbage med en "øv oplevelse". 

Software mæssigt er Android over de seneste år blevet bedre og bedre. Asus' har præinstalleret "SuperNote", der findes Polaris Office, Office Suite, Quick Office, Google Docs, OneNote osv. Personligt bruger jeg dog stadigt primært Microsoft Office, og blev virkeligt glad for at have mine filer på OneDrive, så jeg havde præcist det samme indhold på min Yoga og Transformer Book T100 da jeg havde den. Selvom der er automatisk synkronisering via Android er diverse Microsoft tablets stadigt foran på det punkt, i forhold til mit brugsmønster, men det afhænger selvfølgeligt at hvilke programmer man foretrækker. 


I forhold til at fungere som Netbook er der også andre fordele og ulemper ved Asus tf701 sat op mod Asus T100. Den primære fordel for tf701 er at stort set alle de ting jeg gerne vil lave på min netbook findes der en app til, på tf701. Dette bevirker at jeg kan navigere og interagere via skærmen, hvilket er en fordel på så lille en enhed som en 10,1" tablet trods alt er. 
T100 har dog den fordel at diverse indholds udbydere der laver betalings apps, men har gratis pc versioner kan benyttes gratis via T100. Her tænker jeg primært på musik tjennester som Deezer og Spotify der har begrænset funktionalitet på tablets, mens deres pc klienter er gratis. Jeg bruger også ofte min Slingbox, hvor jeg har måtte betale 85 kr. for en tablet applikationer og 85 kr. for mobilapplikationen, mens jeg gratis kunne bruge Slingboxen gennem pc browseren på T100 (Selvom det var utroligt besværligt at navigere på siden). 

Alt i alt kan jeg ikke anbefale en af enhederne fremfor den anden, hvad der er det optimale for en person, er ikke det optimale for en anden. Derfor har jeg delt min anbefaling op, ud fra de fire nedenstående brugstyper. 

Skal jeg købe TF701? 

Det kommer helt an på hvilke brugsmønster du har. For nogle vil det være en oplagt hybrid, for andre er der mere optimale produkter på markedet. Nedenfor har jeg sat fire forskellige brugsmønstre op, og kommer med mine bud på hvad der kunne være optimalt at købe, med det givne brugsmønster. 

Kun tablet. 

Hvis du kun har tænkt dig at skulle bruge tabletten til at; se film fra, læse nyheder, sporten osv. vil jeg ikke anbefale at købe TF701. Der vil jeg i stedet overveje en Ipad Air.
Ipaden er utrolig intuitiv at bruge, der er et stort udvalg af applikationer. De fleste sider har Ipad optimerede hjemmesider. Ipaden spiller let sammen med et apple tv, så du kan sende videoer og lignende op på den store skærm uden problemer. Ligeledes findes der trådløse tastaturer til Ipad, netbook oplevelsen kommer dog ikke op på siden af TF701. 
Havde der ikke været de problemer med stock browseren, og den relativt dårligere batteritid kunne jeg godt anbefale TF701 som tablet alene, men der mangler desværre det sidste før den er oppe på siden af Ipad'n.

Primært tablet, men også netbook funktionalitet.

Hvis din primære brug af enheden er i tablet form, men du også ønsker fleksibiliteten som en dock giver dig, så du får forlænget batteritiden, og kan svare på kortere mails, sidde komfortabelt med netbooken på skødet, eller have en trådløs mus koblet til "netbooken" er TF701 oplagt. 
Tastaturet er ikke på højde med det i T100, tilgengæld er skærmen signifikant bedre end T100's. Derudover er Android er et mere modent tablet styresystem. Der er applikationer til stort set alle de ting man har brug for, netbank, tv, filmstreaming, office og så videre. 
Kort sagt er Transformer pad et godt komprosmis mellem en tablet og en netbook, såfremt en tablet er ens hovedbehov.

Primært netbook, men også med tablet funktionalitet.

Her kommer vi ind på et mere mudret markede, som bliver mere og mere konkurrencefyldt. Der er en masse 2 i 1 hybrider på vej. Fælles for dem er dog at de som hovedtræk kommer i større størrelser. 
Såfremt man gerne vil benytte tablet delen aktivt relativt ofte, men hovedfunktionaliteten er en netbook er der flere forskellige muligheder. 
Asus T100, som jeg har omtalt er en af dem. Personligt synes jeg dog de 10,1" er for småt, selvom Asus har lavet et hæderligt tastatur, størrelsen taget i betragtning. 

Derudover er de to oplagte kandidater en Dell Venue 11 Pro samt Asus Transformer Book T200, der netop er kommet på markedet. 

Dell er klart den bedste af de to enheder, men prisen er også væsentligt højere. En Dell Venue 11 Pro, med en 10,8" Full HD skærm, 64GB hukommelse,2GB RAM Intel Atom z3770 processor og tastatur koster 5.000 kr. 
En T200, med en 11,6"  1366 x 768 skærm, 64GB hukommelse, 2GB RAM, Intel Atom z3740 processor og tastatur koster 3.000 kr. 

Med det in mente vil jeg umiddelbart anbefale en T200 til de af jer der leder efter en relativt billig 2 i en hybrid, som primært skal bruges som netbook, men hvor det også er essentielt at kunne bruge den som tablet. 

Fordelen ved T200 er at den har et fuldt størrelse tastatur, samt tastaturet har flere porte end T100 har. 
Ulempen er den forøgede vægt, der gør den mindre egnet som tablet - man har dog stadigt mulighed for at koble tastaturet fra og bruge den som tablet. 

Derudover er det ligesom T100 en Windows 8.1 maskine, med alt hvad det indebære af muligheder for at bruge "rigtige" pc programmer. 

Jeg har endnu ikke set T200 i virkeligheden, men jeg vil se om jeg ikke kan låne en af Asus i den nærmeste fremtid, så jeg kan lave en reel anmeldelse af den. Formenlig i video format. 

Kun netbook. 

Lige så interesseret jeg startede med at være i en ren Android netbook eller bærbar pc, lige så meget har jeg måtte indse at 10,1" størrelsen er en deal breaker for mig. Jeg vil ikke tøve et sekund med at anbefale at man køber en større pc end en netbook. Såfremt man kun skal bruge enheden som pc vil jeg anbefale at man i stedet køber en 11,6" UltraBook. UltraBooks er lettere end en T200, de har langt mere hukommelse, typisk flere ram, og de er også til at finde relativt billige. Markedet er dog så konkurrencepræget at jeg ikke vil pege på en enkelt enhed man kan overveje, men blot sige at det på nuværende tidspunkt er den optimale løsning. 

I den nærmeste fremtid kommer der nye hybrider på markedet med Intel Core M processorer som vil kunne erstatte en normal UltraBook uden at fylde nævneværdigt mere, og samtidig have en SSD i docken, men prisen bliver væsentligt højere end i det prisleje Asus relativt billige hybrider udfylder pt. 






Ingen kommentarer: